Sundhed,  Vaneændring

Om at ændre vaner

Kostvejledning hos mig handler ikke om hvad du må og ikke må spise. Eller om hvor meget du må/skal spise af bestemte fødevarer. Faktisk må du spise, lige det du har lyst til. Og faktisk handler min kostvejledning ikke så meget om hvad du spiser, men meget mere om hvorfor, hvornår og hvordan du spiser. Det handler om følelser, vaner og adfærd omkring maden. Når der arbejdes med at ændre vaner, så arbejdes der med årsager, og når der arbejdes med årsager, kan vi begynde at arbejde med løsninger.

Vær konkret

Når du vil arbejde med at ændre vaner, er det vigtigt at du er konkret. Det er ikke nok at sige “Jeg vil gerne stoppe med at spise slik om aftenen.” Intentionen er god, men du skal spørge dig selv hvordan du vil stoppe med at spise slik om aftenen. Ellers bruger du højst sandsynligt hele aftenen på at tænke, at du ikke må spise slik! Og det holder ikke i længden. Så spørg dig selv hvordan? Vil du spise noget andet i stedet for? Vil du gå en tur i stedet for? Vil du strikke i stedet for? Gå gerne endnu dybere og spørg igen sig selv hvordan? Vil du skære noget frugt ud når du laver aftensmad? Vil du sætte dine vandresko frem, så du ikke undgår at se dem? Vil du opbevare dit strikketøj i slikskabet? Arbejd med at være helt konkret ned til de mindste detaljer, så bliver det lettere for dig at undgå den vane, du gerne vil slippe af med.

Sænk ambitionerne

Selvom du har høje ambitioner omkring hvad du gerne vil opnå, så pas på at de ikke bliver for høje. Hvis dine ambitioner bliver så høje, at du ikke kan leve op til dem, kan du ende med et nederlag og en skuffelse, der kan være med til at give dig skyldfølelse, og en følelse af at du ikke er god nok. Men det er du, det var bare ambitionerne der var for høje. Sænk ambitionerne. Så hvis du spiser slik hver aften og gerne vil af med den vane, så start med at have et mål om ikke at spise slik 1-2 aftener om ugen. Når det kører og du gerne vil opnå mere, kan du hæve det til 3-4 aftener om ugen. På den måde er der stor sandsynlighed for en oplevelse af succes. En succes der motiverer til højere ambitioner.

om at ændre vaner
Billede af suju-foto fra Pixabay

For din egen skyld

Vær helt ærlig overfor dig selv omkring, hvorfor du ønsker en vaneændring. Er det fordi andre siger at du skal? Så skal du måske overveje, om du overhovedet skal kaste dig ud i det. Eller er det, fordi du gerne vil leve sundere, have mere energi, opnå et vægttab eller helt andre ting? Det vigtigste er, at det er for din egen skyld. Det kan være en god idé at skrive det ned. Og vær konkret igen. Hvad vil du gerne have mere energi til? Hvorfor vil du gerne opnå et vægttab? Lav små konkrete delmål, som du kan tjekke af, når du har opnået dem. Og husk igen: sænk ambitionerne så du oplever succes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *