Aftensmad,  Frokost,  Næringsstoffer,  Opskrift,  Sundhed

Rullekebab

Hvorfor gøre sund og lækker mad mere besværligt end det er? En hjemmelavet rullekebab kan sagtens opfylde dine behov for næringsstoffer i et måltid, uden at give dårlig samvittighed bagefter. Vi forbinder ofte fastfood med noget der er fattigt på næringsstoffer, og noget der indeholder mange kalorier. Men hvis du laver det selv, kan du nemt kontrollere både næringsstofindholdet og kalorieindholdet.

Her har jeg lavet en rullekebab af købte tortillapandekager. Det er kun lysten og fantasien der sætter grænser for, hvad der kommer i. Jeg har skiftet den klassiske icebergsalat ud med spidskål. Icebergsalat indeholder færre næringsstoffer, og har en lav mæthedsværdi. Spidskål er mere grov og mætter mere. Det kunne også være hvidkål, rødkål, spinat eller en blanding af det hele. Derudover har jeg kommet tomater i, så minder det mig om en klassisk rullekebab. Men i virkeligheden kan man jo komme det i, som man allerbedst kan lide. Og det gør det til en utrolig familievenlig ret. Lav skåle med en masse forskellige grøntsager, og lad børnene selv vælge hvad der skal i. Det kan fx være revet gulerod, agurk, majs, ærter, peberfrugt, blomkålsris, revet glaskål, bønner, asparges osv.

Kødet har jeg også gjort simpelt. Jeg har købt en pose kebabkød på frost og varmet det på panden. Det er udmærket, hvis det skal være nemt og hurtigt, det minder meget om det man får i en færdiglavet rullekebab. Og med den rette mængde og sammensætning af kebab og grønt, er det et fint og sundt måltid mad.

Herhjemme skal der altid revet ost i, og der toppes med dressing. Det kunne også være cremefraiche, guacamole, hytteost, aioli, pesto eller andre former for dressing. Vælg det du allerbedst kan lide. Når man spiser noget, man synes er rigtig lækkert, så bliver man meget mere tilfredsstillet, og det er ikke en sur pligt at skulle spise fx grøntsager. Når grøntsagerne fylder meget i et måltid, vil der som regel være et lavere indhold af kalorier, og det betyder derfor ikke så meget at der kommer både ost og dressing på, så længe mængderne tilpasses.

Ingredienser

4 pers.

4 tortillapandekager

1/2 spidskål

4 tomater

1 pose frossen kebabkød

100 g revet ost

Dressing

Rullekebab

Snit spidskål og skær tomaterne i skiver eller både. Steg kebabkødet på panden efter anvisning på posen. Varm tortillapandekager ca. 30 sec i mikroovnen. Fordel spidskål, tomater, kød og revet ost på de 4 tortillapandekager. Top med dressing. Rulles sammen og spises med klør fem!

FødevareIndhold kalorier
Tortillapandekage, lys94 kcal
Spidskål 150 g36 kcal
Tomat 100 g18 kcal
Kebabkød 80 g 234 kcal
Revet ost 25 g74 kcal
Dressing 50 g120 kcal
I alt575 kcal

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *