Sundhed,  Vaneændring

Mad der er forbudt

Mad der er forbudt.

Spiser du også mad der er forbudt? Så er du ikke den eneste. Men hvad for noget mad er forbudt, og hvorfor er det det? Rigtig mange mennesker har en idé om, at man tager på hvis man spiser det forbudte. Men det er simpelthen forkert. Man tager på, hvis man over længere tid indtager flere kalorier, end man forbrænder. Om det er kage eller bøffer man spiser er underordnet, i forhold til om man tager på. Hvorfor skulle man tage på af noget mad, som man selv har valgt at kategorisere som forbudt? Og ikke tage på af den mad, som man har valgt at kategorisere som tilladt?

En lyserød elefant

Når man vælger at kategorisere noget som forbudt, og dermed forbyde sig selv at spise det, er det næsten umuligt ikke at tænke på det. Sådan er vores hjerne bygget. Hvis jeg beder dig om ikke at tænke på en lyserød elefant, hvad tænker du så på? Du tænker på en stor, tyk, lyserød elefant. Det samme sker med mad der er forbudt, når man forbyder sig selv at spise det, og dermed forsøger at undgå at tænke på det.

Cheat day

Mange vælger at kompensere sit forbud med en cheat day. Og hvis man formår at kontrollere sit indtag, kan det være en udmærket metode. Desværre har det, for rigtig mange, den helt modsatte effekt. Nemlig at “den skal have hele armen” når nu jeg endelig må. Det kan resultere i, at man når at indtage så meget på en dag, at man ligeså godt kunne have spist lidt hver dag og ikke have lidt afsavn. Resultatet ender ofte her i nul. Alle de kalorier der bliver sparet i løbet af ugen, og som skulle resultere i et vægttab, ender med at blive indhentet på en enkelt cheat day. Eller hvis det er for at holde et vægttab stabilt, og man derfor ikke ligger i underskud i løbet af ugen, kan det ende ud med en vægtøgning.

Mad der er forbudt er tilladt hver dag

Løsningen kan være, at lære sig selv at alt er tilladt hver dag. Det lyder dog noget lettere, end det i virkeligheden er. Det kræver værktøjer, masser af øvelse, motivation og tålmodighed. Men det kan godt lade sig gøre. Når alt er tilladt, skal man lære at arbejde med mængderne, for det er selvfølgelig ikke ad libitum af alt ting. Der skal også arbejdes med at forstå kroppens signaler. Formår man at tillade sig selv det forbudte hver dag, mister det forbudte ofte sin høje status, og måske har man slet ikke så meget lyst til det længere, eller måske skal der meget mindre mængder til at tilfredsstille.

Ønsker du at tillade mad, der er forbudt?

Hvis du også har tendens til at dele din mad op i forbudt og tilladt, men ønsker at ændre det, er det bare om at komme i gang. Det kan også lykkes for DIG! Men husk begreberne fra ovenstående afsnit: øvelse, motivation og tålmodighed. Det er ikke en ændring der sker på en enkelt uge. Har du brug for hjælp til at komme i gang eller at komme videre med det, kan jeg hjælpe dig. Du skal blot ringe, skrive eller udfylde kontaktformularen her, så finder vi sammen ud af hvordan jeg kan hjælpe dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.